Hvem drømmer ikke om at købe moderne kunst førend nogen opdager at den er moderne, for så at sælge den igen med en god fortjeneste?! Ja, det er i hvert fald hvad spillet “Modern Art” handler om. “Modern Art” er et auktionsspil i ordets reneste forstand. Spillerne køber kunst af hinanden i håb om at købe så billigt som muligt, sælge dyrt, og undgå at sætte pengene i de kunstnere som på trods af alle forudsigelser flopper og ikke er det lærred værd de har malet på.
Spillet er bygget op omkring 5 forskellige auktionsformer og 4 auktionsdage, hvor gårsdagens hotte navne selvfølgelig er mest eftertragtede og potentielt virkelig indbringende, men du kan være overbevist om at de andre spillere ikke ser med venlige øjne på din yndlingskunstner…
I hver runde modtager spillerne et antal malerier som de kan udbyde på auktion. I slutningen af runden fastsættes kunstnernes værdi efter hvor mange af deres malerier der er blevet solgt og således gælder det om at bidrage til at ens yndlingskunstner bliver solgt oftest muligt – men det skal helst være en selv der ejer hans malerier.
I mine øjne er “Modern Art” det mest elegant konstruerede auktionsspil på markedet. Et kunstværk udbudt til salg er måske rimelig sikkert 50.000$ værd inden dagen er omme, men da du jo gerne skulle tjene en god skilling på at købe det, byder du måske kun 40.000$… dine modspillere betaler imidlertid gerne 41.000$ for at tjene 50.000$ – og hvorfor skulle du så ikke byde 42.000$ – eller 49.000$?? Tja.. de 49.000$ går ikke bare i “bankens” kasse, de går lige lukt til den spiller som har udbudt det pågældende værk til salg – og er det så værd at tjene 1.000$, når han tjener 49.000$? Det er den slags tanker man konstant tumler med, og det er det, der gør “Modern Art” så elegant. Simpelt men alligevel komplekst – et super auktionsspil!
Faktaboks
- Kategori: Auktion
- Spillere: 3-5
- Sværhedsgrad: Let
- Varighed: 1 time
- Sprog: Engelsk
- Skabere: Reiner Knizia
- Producent: Hans im Glück/Mayfair Games
- Udgivelsesår: 1992
Læs mere
Mayfair Games: Modern Art
En kort beskrivelse og regler.
Hans im Glück
Den tyske producents hjemmeside.
BoardGameGeek
Anmeldelser, artikler og ressourcer om Modern Art