Det gjorde ondt langt ind i brystet, når jeg netop havde brugt de sidste 500-kronesedler på at få hotel på Rådhuspladsen og Frederiksberg- gade, og der bagefter kørte en hel kortege af biler lige forbi eller endnu værre: De tog midlertidigt ophold på “Prøv Lykken” lige midt mellem de to hoteller.
Øjeblikket efter landede jeg selv på Nytorv med hotel, og så var det spil færdigt for mit vedkommende.
Jeg var 11 år, og det med at tabe i Matador var langt mere smertefuldt end i noget andet spil.
Måske fordi penge var en central del af spillet, og de besad en stor fascinationskraft for et barn, der kun var vant til småmønter.
Fascinerende var også oplevelsen af, hvordan medgang åbnede endnu større muligheder. Flere huse, flere indtægter og flere hoteller. En spiral, som i dag gør det for-ståeligt, hvordan Barfoed-familien og Karsten Bill Rasmussen er kommet til at sidde på markedet for bolig- og erhvervsudlejning i Odense.

Altid parat

Jeg var altid parat til et spil matador, men glæden steg til det berusende, hvis det lod sig gøre at overtale min fem år ældre storesøster eller voksne til at deltage. De kedede sig formentligt og har dårligt kunnet vente til det var over-stået, men det tog ikke glæden fra mig.

I dag må jeg med skam melde, at situationen er vendt om: Min 13-årige søn har arvet begejstringen for spillet med de falske penge, mens jeg står som den kedelige voksne, der har svært ved at afse de mange timer, som et godt spil Matador kræver. Det skal der gøres noget ved denne sommer, hvor det danske vejr er Matador-vejr.

Faktaboks

  • Spillere: 2-6
  • Alder: 6 år+
  • Sprog: Dansk
  • Producent: Brio

Forskellige varianter

Matador Classic
Matador Korsbæk
Matador Junior
Monopoly Her og Nu
Monopoly Junior
Monopoly Disney
Monopoly Europe