Udsagnet i overskriften har de fleste vel hørt på et eller andet tidspunkt. Ideen om, at spil og læring er forbundet, er ikke ny eller fremmed, omend den nok oftest er blevet luftet af elever, der øjnede en chance for at lægge bøgerne til side for en stund og kaste sig ud i mere afslappende aktiviteter. Men er det overhovedet rigtigt, at man lærer noget, når man spiller? Med artiklen her vil jeg give et bud på, hvorfor der kan være masser af spændende læringsmuligheder gemt i det at spille spil.
Jeg vil dog med det samme gøre det klart, at ikke alle spil er lige velegnede som redskaber i en læringsproces. Nogle spil er bedst til bare at have det sjovt med; og det er nu heller ikke så dårligt endda.

Vi har alle sammen en idé om, hvad det vil sige at lære noget. Det har noget at gøre med at tilegne sig en viden eller nogle færdigheder af en slags. En sådan tilegnelse kender vi (forhåbentlig) fra de støvede klasseværelser. Men det er langtfra det eneste sted, hvor læring finder sted. I vores dagligdag støder vi hele tiden på problemer, der skal løses, og som bidrager med udfordringer, der i bedste fald øger vores viden om omverden. Forskning tyder faktisk på, at læring primært er en proces, der finder sted i en social kontekst, dvs. i vores møde med verden og vores interaktion med andre mennesker. Viden tilegnes derfor ofte i forbindelse med en form for social aktivitet. Hvis aktiviteten er udstyret med et formål, kalder vi det for en virksomhed, og læring optræder som regel i forbindelse med deltagelsen i en sådan. Man lærer altså, når man har noget for.

Begreberne spil og læring kan på mange måder indgå i et fællesskab, der kan være givende for begge parter. Vi erfarede ovenfor, hvordan den sociale ramme, som man befinder sig i, ofte har stor betydning for resultatet af ens læring. At deltage i en virksomhed betyder, at man er motiveret for at nå sit mål, og netop som motivationsfaktor er spilleelementet uovertruffent i en undervisningssituation. Som mindre læste jeg meget sjældent bøger og kun under tvang. Det betød imidlertid ikke, at al læsning var udelukket. Avisens sportsektion blev grundig gennemlæst hver dag med det resultat, at jeg var en omvandrende vidensbank i resultater fra alle mulige sportsgrene mellem himmel og jord. Motivation gør hele forskellen.

Det er ikke kun som motivationsfaktor at spil har et stort læringsmæssigt potentiale. Mange spil udfordrer vores tænkemæssige formåen og stiller store krav til abstraktion, overblik og strategiske evner. Her tænker jeg på spil som Risk, Hex eller Diplomacy (en nærmere beskrivelse af disse spil er givet andensteds på spiltemplet.dk). Amerikaneren Howard Gardner er blevet berømt for sin teori om menneskets mange intelligenser. Kort fortalt er hans pointe, at intelligens ikke kan reduceres til Mensa-viden men også må omfatte kropslig og social intelligens. Diplomacy er et spil, der udfordrer flere forskellige intelligenser på en sublim måde. Det er et spil, der kræver engagement og overskud, men som samtidig træner ens sociale intelligens og strategiske overblik. En anden oplagt kandidat til “lærings-spil” er selvfølgelig Trivial Pursuit. Her må man nok erkende, at den form for intelligens, der stimuleres, ikke ligger langt fra, hvad Gardner vil betegne som den klassiske Mensa-viden.

Det er ingen hemmelighed, at for tiden er det helt store emne inden for spil og læring computerspil. Det er efterhånden en veldokumenteret påstand, at nogle computerspil på en lang række punkter er i stand til at fremprovokere særdeles gode miljøer for læring. Det skyldes bla. computerspillenes evne til hele tiden at holde sin spiller på kanten af stolesædet, lige meget om vedkommende er god eller dårlig til at spille spillet. På den måde bliver et velkendt begreb om undervisningsdifferentiering forbavsende konkret i den virtuelle spilleverden. Selvom fokus for tiden er på computerspillene, mener jeg bestemt abstrakte brætspil har meget at byde på rent læringsmæssigt. Lad mig give et eksempel. I forbindelse med Dansk Naturvidenskabsfestival 2004 var undertegnede og en kollega draget ud på landets folkeskoler for at give en saltvandsindsprøjtning til den daglige matematikundervisning. En af de ting, som vi havde medbragt, var brætspillet Hex, hvilket er et lille strategispil opfundet af Piet Hein. Fordelen ved spillet er dens uhyre enkle regelsæt og det faktum, at spillet alligevel har en indbygget kompleksitet svarende til skak. Børnene tog virkelig godt imod spillet, og motivationselementet, der lå i spilsituationen, fungerede efter planen. Hvori ligger så den egentlige læring, kan man spørge? Når man spiller Hex, tvinges man (hvis man ønsker at vinde) til at tænke i mønstre og fremadrettede strategier, hvilket i stor udstrækning også anvendes indenfor matematikken. Mange matematikere tænker intensivt i indre billeder og mønstre for at være i stand til at forholde sig til den betydelige begrebsabstraktion i faget. Det er fx. sådanne tankeprocesser, vi håbede at fremprovokere ved at introducere Hex for børnene.

Spil og læring er to begreber, der i høj grad kan være med til at befrugte hinanden. Man lærer ikke noget bare fordi, man spiller. Men spillet kan, hvis det anvendes med omtanke, være en behagelig genvej til læringens mangfoldige univers.