Lost Cities er et enkelt kortspil af Reiner Knizia for 2 spillere. Spillet består af et sæt kort med 5 forskellige farver. I hver af farverne er der tallene fra 2-10 samt 3 “håndtryk”.
Spillerne får hver 8 kort på hånden. Spillerne skiftes nu til at lægge kort ned foran sig selv. Reglerne er enkle. Man lægger farver af samme farve i samme række. Man må lægge et kort med højere værdi på et med lavere værdi, men ikke omvendt. Der må gerne være “huller” mellem værdierne. Når man har lagt ned, så trækker man op fra en fælles bunke.
Det lyder jo ganske enkelt og det er det også. Men hvad er så ideen i spillet? Ideen er, at man skal have over 20 points i en række, før man begynder at få points (Antallet af points svarer til de sammenlagte værdier i en række). Det vil sige, at hvis man kun når til 16 i en række, så får man 4 minuspoints. Man behøver ikke påbegynde rækker i alle 5 farver. Hver af farverne har en discard-bunke, og her kan man lægge kort i stedet for at lægge ned i sine egne bunker. Ligeledes kan man her tage kort op (det øverste) i stedet for at tage i fællesbunken. Herved kommer der lidt udveksling mellem spillerne.
Spillet lyder stadig lige enkelt nok til at være interessant, men det som gør det til et medrivende spil er 2 elementer:
- For det første, så kan man lægge et håndtryk ned FØR man overhovedet lægger andre kort, og dermed også før man ved hvilke kort man får. Et håndtryk fordobler værdien af points uanset om de er positive eller negative. To håndtryk tre dobler og 3 håndtryk firedobler værdien af points. Man har således særligt meget på spil. Det vil sige, at de 4 minuspoints, som blev nævnt før bliver til 8, 12 eller 16 minuspoints!
-
For det andet, så er der netop den der ukendte faktor, at man ikke ved, hvad man får, og derfor vil man ofte gerne gemme lidt på nogle kort, og derfor skal man hele tiden tage valg, man ikke vil. For den 9’er der – den ville man egentlig gerne gemme, for hvis nu man fik 8’eren i samme farve …Der er en tendens til – i hvert fald når jeg spiller – at spillet går hurtigere og hurtigere. Man bliver mere og mere spændt på, hvordan det går – man bliver revet med – og i virkeligheden med sejren som indsats – for der er jo altså kun 1 af hvert kort, så hvis man ikke ser, hvad modspilleren laver … ja, så kan man altså lave nogle tåbelige fodfejl.
Til sidst skal man dog til at regne lidt, når bunken er ved at være tom – og man skal til at vælge, hvilke kort man skal lægge ned. Man slutter nemlig som man begyndte – med 8 kort på hånden.
Spillet har helt bestemt sin charme og er et genialt godt spil at introducere ikke-spillere for, og netop fordi det er til to spillere, så er det sjældent problemet at finde spillere – desuden er spillet tidsmæssigt relativt kortvarigt! En af grundene til, at spillet er godt at introducere ikke-spillere for er, ifølge min egen vurdering, at spillet netop ikke har så meget spiller interaktion, og at spillet er relativt baseret på held. Disse to karakteristika gør, at man er på næsten lige fod, samtidig med, at man nok er modstandere, men man passer altså stort set hver sin banehalvdel og derfor behøver taberen heller ikke opleve at blive “trynet”.
Men ærligt, når man først er kommet godt i gang med andre spil, så mister spillet sin tiltrækning, netop fordi der ikke er særligt meget spiller interaktion og netop fordi held spiller så stor en rolle i spillet.
Faktaboks
- Spillere: 2
- Varighed: 30 min
- Skaber: Reiner Knizia
- Producent: Rio Grande Games
- Udgivelsesår: 1999